torsdag den 21. marts 2013

DIY uro


Endnu en påske/fugleuro har set dagens lys... Herunder kan du se hvordan jeg har lavet den. Da min søster så uroen, troede hun først, at den var ind til pigernes værelse, hvilket nok skyldes, at den ikke er i de traditionelle påskegule farver.

For at lave denne uro skal du bruge:
Et ophæng
5 små fuglehuse i pap
5 mini fletkurve
Uldfilt, filtenål og filtepude/underlag (eller 5 færdiglavede filtkugler)
Øjne
Lidt filt
5 små papæg
Sytråd og nål
Superlim
Maling i fem forskellige farver


De små fuglehuse i pap har jeg købt over nettet - her. Men jeg har set opskrifter på hvordan man selv kan folde dem - evt. i mønstret karton Se fx. her.


Minikurvene har jeg købt over nettet - her.


Jeg havde nogle malerester i pastelfarver liggende, som jeg har brugt til at male både fuglehusene og kurvene med. Små maleprøver kan bl.a. fås i Silvan til 30 kr.




De malede kurve har jeg foret med filt i matchende farver og limet et lille papæg (æggene er købt i Super Brugsen) i hver.


Normalt ville jeg lave mine små buttede fugle ved at filte noget uldfilt uden på små styroporkugler, som kan købes i diverse hobbyforretninger - se hvordan her. Men da jeg var løbet tør for styroporkugler, måtte jeg filte kuglerne uden. Det er ikke svært, men tager en anelse længere tid end når man gør det udenpå styroporkuglerne. Man kan også købe færdiglavede filtkugler.


For at lave en filtkugle skal du bruge: Uldfilt, filtenål samt underlag. Tag en lille "bunke" uld, sno enden og form en lille kugle. Med filtenålen stikker du ulden fast, idet nålen har nogle små modhager. Når den lille kugle er filtet til en lille fast kugle folder du lidt mere uld ud over kuglen og filter det fast. Sådan fortsætter du indtil du har brugt din uld og du har en fin lille filtet kugle. Sørg for at forme kuglen ensartet undervejs. Hvis du syntes, den er blevet for lille, kan du bare tage lidt mere uld og filte udenpå.






Når du har lavet dine filtkugler er du klar til at lave dem om til små buttede fugle. Tegn en lille vingeskabelon og klip et sæt vinger i filt, klip også et næb i en rudeform til hver af dine fugle. Øjenen til mine fugle har jeg købt i Panduro Hobby og limet på.

Da vinger samt næb er i filt kan de filtes på kuglerne med filtenålen.





Nu mangler du blot at samle din uro...


Uroens ophæng har jeg købt i Panduro Hobby for 20 kr.


Da jeg havde købt  og malet seks små fuglehuse, men kun skulle bruge fem til ovenstående uro, besluttede jeg at lave en lille uro med det sidste fuglehus:




Jeg tænker, at begge uroer ud over at være påskepynt ville gøre sig godt som fx. en barselsgave...



2 kommentarer:

  1. Sikke dog en dejlig blog du har her:)
    Den vil jeg glæde mig til at følge med i. Kig gerne ind hos mig:)

    SvarSlet