søndag den 17. februar 2013

Morgenboller på 5 min.

Så lykkedes det endelig!



Jeg fandt efter en del prøven frem til hvordan min langtidshævede bolledej skal laves. Det var heldigt, for Kasper skulle have morgenbrød med på arbejde, og han spurgte med en svag bæven i stemmen om jeg havde lavet bolledejen uden brug af opskrift, hvortil jeg jo måtte svare ja. Denne gang blev bollerne faktisk super gode - og kollegaerne var glade :-)

Så nu kan jeg lave friskbagte morgenboller med et minimum af tidsforbrug (Aktivt tidsforbrug ca. 5 min. om aftenen og 5 min. om morgenen, plus bagetid). Jeg tænker, at der er andre derude, der kunne have glæde af samme fidus, så her kommer et lille indlæg om hvordan jeg gør.

Til 12-15 boller skal du bruge:

15 g gær
5 dl koldt vand
1 tsk salt
1 tsk sukker
2 spsk planteolie
Frø, kerner, havregryn, revne grøntsager, tørret frugt, groft mel og alm. hvedemel

- Bollerne kan laves i masser af varianter med overvejende fint eller groft mel, med eller uden revne grøntsager, nødder etc.

Gær, vand, olie, salt og sukker røres sammen i en skål. Tilsæt nu de kerner, frø, revne grøntsager, tørret frugt samt groft mel og alm. hvedemel efter ønske, indtil dejen er så klistret at den kun med lidt besvær stadigvæk kan røres sammen i skålen med en grydeske.

- En variant med solsikkefrø, sesamkerner, havregryn, groft hvedemel, fint hvedemel og en fintreven gulerod har jeg haft stor succes med.

- En anden god variant er müsli, grahamsmel og en begrænset mængde hvidt mel. Hvedefrie versioner hæver mindre, men kan også smage godt. 

Dejen hæver tildækket i 8-12 timer (f.eks. natten over) i køleskabet.

Næste morgen tænder du ovnen på 200 grader når du står op, ovnen bliver varm imens du er på badeværelset... Dejen placeres nu med to skeer ud på en bageplade med bagepapir ca. 12-15 stk. pensel evt. med vand og drys med frø (solsikkekerner/ græskarkerner/ sesamfrø/ hørfrø etc.). Bag bollerne i ca. 15-18 min. midt i ovnen. Og vupti friske, lune og sunde morgenboller til dine kære på nul komma fem...











Ingen kommentarer:

Send en kommentar