søndag den 27. januar 2013

Chokolade pålæg

Chokolade pålæg

Når det skal være lidt ekstra lækkert til weekend-morgenbollerne, så laver jeg nogen gange denne lækre chokolade-spread med appelsinsmag. Opskriften er oprindelig en jeg har fundet i min elskede syltebog af Anne Hjernøe...

Du skal bruge:
100 g mørk chokolade
100 g lys chokolade
2 dl piskefløde
75 g smør
1/4 dl appelsinsaft
Reven skal af 1 appelsin (u-sprøjtet)

Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Varm fløden op til kogepunktet i en lille gryde, og hæld den over chokoladen lidt efter lidt, mens du rører med et piskeris indtil chokoladen er helt smeltet. Tilsæt smørret lidt efter lidt og rør til det er smeltet. Pisk massen til den er blank og rør så appelsinsaft og fint revet appelsinskal i. 

Jeg plejer at hælde chokolademassen på skoldede og atamon-skyllede glas. Det kan holde sig et par uger i køleskabet.


Det er også en rigtig fin værtindegave!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar